Indvielse af Paradislunden i Osted

Indvielse af Paradislunden i Osted

Indvielse af Paradislunden i Osted

# Nyheder

Indvielse af Paradislunden i Osted

På junis sidste dag blev Paradislunden på Osted Kirkegård indviet. Området, der ligger på kirkegårdens østligste fløj, er en mini-skovkirkegård, som Osted Menighedsråd og graverteamet har arbejdet på i flere år. Nu er stedet officielt klar til at blive taget i brug, og det blev fejret på festlig vis. 

Borgmester Mikael Ralf Larsen medbragte en gylden saks til den røde snor, menighedsrådet serverede kransekagekonfekt og boblende drinks, og de 40 fremmødte gæster sang højt med på Danmark nu blunder den lyse nat.

Vores sted – også på Osted Kirkegård

Mikael Ralf Larsen, der på dagen kunne fejre sit første halve år som borgmester i Lejre Kommune, holdt en tale, hvor han bandt kommunens motto, Vores Sted, sammen med det nye tiltag på Osted Kirkegård.

”Vi er omgivet af natur. Vi lever med naturen. Nu kan vi også vende tilbage til naturen. Cirklen sluttes. Eller som præsten siger: af jord er du kommet, til jord skal du blive.”

© Karen Møller Christensen

Der er stor efterspørgsel på skovbegravelser, og med Paradislunden håber Osted Menighedsråd, at flere kan finde et sted, der passer til netop deres ønsker om et sidste hvilested. Som borgmesteren sagde: ”Osted har alt. Nu også en skovbegravelsesplads”.

Det var Mikael Ralf Larsens første officielle besøg på en kirkegård, og han talte om både nærhed i livet og nærhed i døden. Han lagde ikke skjul på, at det på mange måder var lidt specielt at holde en tale, der handlede så meget om det, der stadig er vores allesammens største tabu: døden. Men han så det også som en påmindelse om, at vi skal nyde livet.

”Et stort og levende fællesskab”

Mikael Ralf Larsen rundede sin tale af med ordene: ”Kirken er ikke bare en bygning. Den er ramme om et stort og levende fællesskab.” Han takkede Osted Menighedsråd for, at han var blevet inviteret til at tage del i indvielsen.

Efter borgmesterens tale var der mulighed for at blive vist rundt på Osted Kirkegård og høre om de mange projekter, der er i gang. Både Osted Menighedsråd og kirkens personale var mødt talstærkt op for at give de mange nysgerrige den bedst mulige oplevelse. Og der var stor begejstring for det nye område, der allerede er blevet en integreret del af kirkegården med sin ’vilde’ natur, træer i vækst og masser af summende insekter under trækronerne.

Paradislunden og resten af kirkegården er åben for besøgende når som helst. Kirken er desuden åben, når personalet er på arbejde.

© Karen Møller Christensen

 

Du vil måske også kunne lide...

Kirkekontoret

Munkedammen 8, 1.

4320 Lejre 

Åbent for besøgende tirsdage 9-14 og torsdage 12-17

kamc@km.dk