Hvad jeg lærte i Grønland

Af sogne-, flygtninge- og migrantpræst Karen Vinther Ringsmose

Jeg har lige været i Grønland. Jeg tog dertil for at undervise – og kom visere hjem. Der var så smukt og så koldt. Det er her, klimaforandringerne viser sig mest markant i indlandsisens dramatiske afsmeltning, og det er her alle de magtfulde nationer - USA, Rusland og Kina - har store geopolitiske interesser. Egentlig ikke noget jeg tænkte så meget over… naturen forkælede mig med skønhed: vintermørke, glitrende sne og polarkulde; solnedgange, som satte hele horisonten i brand; nordlyset, som spændte lange, grønne reb ud over himlen; og stjerner i vinduer og lysguirlander i alverdens farver, som får bybilledet til at ligne et fastfrosset billede af et kæmpe fyrværkeri.

Og jeg blev inviteret ind af et smilende og gæstfrit folk. Jeg blev en del af fællesskabet gennem trommedansens fælles hjerterytme, som smeltede os sammen til ét.

Der er noget særligt på spil her. Denne dobbelthed, som måske slet ikke er en dobbelthed, men i stedet en enhed.

Flere gange på bjergtagende vandreture, greb tanken mig: hvis jeg snubler her og glider i fjorden, så dør jeg – eller: hvis jeg snubler her og kommer til skade, så jeg ikke kan gå – så dør jeg af kulde her i sneen under stjernehimlen.

De fleste jeg mødte, havde døden helt tæt på livet. Naja, som jeg lærte at kende, havde mistet sin elskede mand. Han druknede for to år siden og efterlod hende med 4 børn.

Hun er ikke alene. Mange grønlændere er smykket med sorg-tatoveringer på hænder, i ansigtet og på kroppen. De bærer den med sig sorgen, og savnet, tabet, døden.

Det er, som om livet og døden ligger så tæt op ad hinanden, at den membran, der skiller de to, er gennemsigtig. Fornemmelsen for døden kommer tættere på livet. Døden som en naturlig del af livet. Er døden egentlig livets modsætning? Eller er det en naturlig del af livets helhed?

Kristendommen er blevet til imellem religiøse og filosofiske strømninger og virkelighedsopfattelser. Platons dualisme har spillet en væsentlig rolle. Lys - mørke, godt - ondt, krop - sjæl. Modsætninger. Kristendommen er præget af det verdensbillede, men tager også afstand fra det.

Når der står i trosbekendelsen, at vi tror på kødets opstandelse, så er det et eksempel på et opgør med dualismen: vi tror ikke kun på sjælens, men hele menneskets opstandelse. For Gud har skabt det hele, og han så at det var godt. Liv og død, krop og sjæl.

Ser man på Johannesevangeliet, så starter det ved begyndelsen; Skabelsen, og slutter ved slutningen. Altså et lineært forløb – en lige streg med et start- og et slutpunkt. Jeg tror, mange tænker sådan.

De andre evangelier starter in medias res – ved bebudelse. Vi venter på frelseren, som skal fødes.

Kirkeåret er en cirkel, fordi vi igen og igen træder ind i et nyt kirkeår og venter på det glade budskab, en ny begyndelse, en baby - så jeg giver kristendommen form af en cirkel. Vi hører om de sidste tider: Vi skal se tegn i sol og måne, og vi skal fortvivles, OG det er advent – vi venter, og vi tror på en fødsel. Det hele på en og samme tid.

Jesus taler om tidernes tegn, om kosmiske rystelser og menneskers frygt, men også om Guds løfte om forløsning. Om opstandelse. Midt i ventetiden minder han os om, at hans genkomst ikke er noget, vi skal frygte, men noget, vi skal løfte vores hoveder imod i håb. Noget gammelt skal forgå – og noget nyt opstår. Vi kan se tilbage – og vi kan se frem. Og vi starter forfra igen. Vi snubler og vi rejser os. Og ved nadverbordet danner vi en cirkel af levende og døde og lader sønnen være levende til stede iblandt os med al sin kærligheds rigdom. Her bliver vi ét – levende og døde.

Så lad os løfte vores hoveder, ikke fordi vi er uden bekymringer, men fordi vi tør håbe. Sammen.