Det sker i september måned

Det sker i september måned

Det sker i september måned

# Nyheder

Det sker i september måned

Sæsonstart for Herrehjørnet

Tirsdag den 1. september kl. 13.00 i Munkehuset, Allerslev

Har du lyst til at mødes med andre mænd i deres bedste alder til samtale, frokost og godt samvær? Så kig forbi Herrehjørnet. Vi mødes tirsdage i lige uger fra kl. 13-15 i Munkehuset, hvor vi synger sammen, spiser frokost og nyder en øl, vand og en kop kaffe i hinandens gode selskab. Vi har ind imellem besøg af foredragsholdere eller lokale, der bidrager med nyt til fællesskabet.

Herrehjørnet har eksisteret siden 2018 til glæde og gavn for lokalområdet. Vil du være med? Skriv til Jan Heine på jahe.gev@live.dk

Nyt kor-tilbud: Sangbulant

Tirsdage kl. 17.00 i Glim Kirke - første gang 1. september

Har du lyst til at synge, mærke glæden ved den danske sangskat og samtidig gøre noget virkelig godt for din krop og dit sind? Så er Sangbulant lige noget for dig. Vi er ikke et klassisk kor. Hos os skal du ikke lære svære overstemmer eller gå til svedige optagelsesprøver. Vi synger i flok, fordi det føles fantastisk, og fordi sang er ren medicin for krop og sjæl.

Vores mission er todelt: Vi synger for vores eget velvære - hjerte, lunger, hjerne - og så rykker vi ”ambulant” ud og deler sangglæden der, hvor der er brug for et boost – lige fra IT-virksomheder og vuggestuer til plejehjem. Mød op og vær med! Korleder: Nicholaj Siltan kan kontaktes på 26 14 62 01.

Sangaften om besindelse

Tirsdag den 1. september kl. 19.30 i Munkehuset, Allerslev

Denne aften indbydes der til sangaften i Munkehuset ved Allerslev Kirke. Aftenen vil byde på et udvalg af sange, der på den ene eller anden måde handler om besindelse. Det er organist Camilla Britt Donovan, der vil lede aftenen. Der vil naturligvis også være afsat tid til, at deltagerne kan ønske sange selv. Alle er velkomne!

Babysalmesang i Allerslev og Osted kirker

Onsdag den 2. september kl. 10.00 i Allerslev Kirke

Babysalmesang er for dig, der har en baby på 0–12 måneder og har lyst til at dele en stund med dit barn, hvor nærvær, musik og bevægelse er i centrum. Efter en pause er det tid til at starte op igen onsdag den 12. august. Vi er i Osted i ulige uger og Allerslev i lige uger. Vi bruger salmer, remser, musik og blide bevægelser til at stimulere barnets sanser og styrke nærvær mellem den lille og den voksne. Vil du og din baby være med? Tilmeld til Anne-Mette Nortvig på amen@km.dk eller via hjemmesiden

Udendørs høstgudstjeneste med loppemarked

Søndag den 6. september kl. 10.00 på gårdspladsen i Rorup
Kom til høst-familie-gudstjeneste på gårdspladsen ved Rorup Sognehus. Spejderne er med til at gøre tjenesten ekstra festlig. Omkring kl. 11.00 er der loppemarked og forskellige aktiviteter, og vi byder på lidt godt til ganen. Kom og vær med!

Sæsonstart for Fyraftenskoret

Onsdag den 2. september kl. 17.00 i Stalden, Osted

Vil du synge med i Fyraftenskoret? Denne onsdag starter efterårssæsonen i koret, hvor der er plads til både nye og kendte stemmer. Fyraftenskoret er Osted og Allerslev kirkers kor. Der er ca. 45 medlemmer fordelt på fire stemmer: sopran, alt, tenor og bas. Det ledes af organist Camilla Britt Donovan. Koret synger et blandet repertoire med både kirkelig og verdslig musik. 

Vi øver hver onsdag kl. 17-18.00 i Stalden ved Osted Præstegård. Det er gratis at være med i koret, det eneste, der kræves, er et stabilt fremmøde. Man behøver ikke at forhåndstilmelde sig. Ønsker man at synge med, møder man bare op.

Koncert med Sylvester Larsen

Tirsdag den 8. september kl. 19.00 i Glim Kirke

Rent musikalsk er det svært at sætte Sylvester Larsen i bås. Det ene øjeblik bevæger han sig i et drømmeagtigt, keyboardpræget lydbillede med store klangflader. I det næste, groover han af sted med forstemt klaver og 60'er guitar på nummeret “Daddy-O”, en usentimental sang til “den gamle” (Kim Larsen), der i sin tid skrev sangen “De smukke unge mennesker” til Sylvester. Kom og oplev en kunstner, hvis tekster rummer mere refleksion og samtidskritik, end man normalt hører i tidens populærmusik. Gratis entré.

Afrika i Lejre: Nye erkendelser gennem kunst

Torsdag den 10. september kl. 19.00 i Osted Kirke

Hvordan kan arbejdet med sten åbne for nye samtaler på tværs af lande og sprog og kulturer og skabe levende håb? Denne aften vil stenhugger Laila Vestergaard og zimbabwiskfødte stenhugger Lorraine indføre os i emnet i en samtale i Osted Kirke. Læs mere på afrikailejre.dk

Koncert med Paul Harrison Band

Søndag den 13. september kl. 15.00 i Osted Kirke

Den engelske kapelmester Paul Harrison står i spidsen for et succesfuldt internationalt band, som han leder med sikker hånd og stor musikalsk variation. Harrison er garant for høj kvalitet, med et professionelt, tæt sammenspillet og udadvendt humoristisk band. Repertoiret favner yderst bredt, fra bandets kendte numre og traditionelle klassikere, til meget andet. Gratis adgang.

Æblekage og kirkegårdsvandring (foto øverst)

Torsdag den 17. september kl. 16.00 på Allerslev Kirkegård

Igen i år inviterer graverholdet alle interesserede til et hyggeligt eftermiddags-arrangement med hjemmelavet æblekage af kirkegårdens egne æbler. Graverholdet vil fortælle om arbejdet med Annekskirkegården og andre tiltag på Allerslev Kirkegård. Der er selvfølgelig også rig lejlighed til at stille spørgsmål. Alle er velkomne, og der er ikke behov for tilmelding.

Fernisering: Birgit Mia Johannsen

Søndag 27. september 2026 kl. 11.00 i Rorup Sognehus

I efteråret har vi glæden af at opleve et udvalg af kunstner Birgit Mia Johannsens værker i Sognehuset. Birgit Mia Johannsen bor i Lejre by, men henter mange af sine motiver fra Rømøs kyster og i det hele taget fra steder, hvor mødet mellem hav, klitter og himmel altid er nyt.

Ferniseringen finder sted søndag den 27. september efter gudstjenesten i Rorup Kirke kl. 10.00. Birgit Mia Johannsen vil her fortælle om sit arbejde som kunstner. Alle er velkomne!

Se alle aktiviteter her

Du vil måske også kunne lide...

Kirkekontoret

Munkedammen 8, 1.

4320 Lejre 

Åbent for besøgende tirsdage 9-14 og torsdage 12-17

kamc@km.dk