Af sognepræst Anne-Mette Nortvig

Der ligger ofte mange overvejelser bag, når forældre beslutter at bære deres lille barn til dåben i kirken. Mange gør det, fordi det er en tradition i familien. Det er en stærk tanke, at barnet i ritualet føjes ind i en lang kæde af mennesker – både i familien, men også i fællesskabet omkring den lokale kirke og i det endnu større fællesskab af troende over hele verden gennem tusinder af år.

I dåben forkyndes det, at vi er Guds børn og hører til hos ham. Det bliver sagt, at Gud står bag netop dette lille menneske, at han er med det alle dage, og at intet kan skille os fra hans kærlighed. Det er store ord til et lille barn, men at få et barn er også en så stor begivenhed, at der ofte må helt store ord, højloftede rum og særlige markeringer til for at rumme det store mirakel, det lille barn er.

Dåben fejres både for barnets skyld, så det senere i livet kan høre, hvordan det blev fejret, at ”vi fik netop dig”. Men den fejres også for forældrenes, familiens og venners skyld: fordi vi vil markere, at det lille nye barn er endnu et led i vores kæde her hos os. Og fordi vi mærker, at livet er så stort og samtidig så skrøbeligt, at vi må vende os til Gud i tak og i bøn om, at han vil hjælpe os i det arbejde, det også er at tage sig af den lille krævende skabning, han har givet os.

Mange veje til dåb

Dåben indgår gerne i højmessen en søndag formiddag. Her er dåben en del af gudstjenestens mange dele, hvor der synges en dåbssalme efter dåben, og hvor dåben også ofte indgår som tema i den efterfølgende prædiken. Men vi holder også dåb på særlige dåbslørdage. I Osted og Allerslev ligger disse på skift mellem sognene og normalt den første lørdag i måneden, mens Rorup og Glim ikke har fastlagte dåbslørdage, men passer dem ind undervejs i kirkeåret. Til en sådan lørdagsdåb kommer kun dåbsfamiliens gæster, gudstjenesten varer en halv time, og det er dåbsfamilien selv, der sammen med præsten vælger alle salmerne.

Nogle nybagte familier har ikke overskud til at fejre barnet med en dåb, når den lille nye er helt ny. Derfor holder vi også dåb for større børn og naturligvis også for konfirmander, der jo skal være døbt, inden de kan blive konfirmeret. Når det er kommende konfirmander, der skal døbes, kan vi se, det er meget forskelligt, hvordan dåben holdes. Nogle af de unge mennesker bliver døbt i højmessen, andre til lørdagsdåbsgudstjeneste. Nogle har et stort dåbsfølge af familie og venner med, og nogle møder op bare med forældre og et par søskende.

Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn

Dåben begynder med en lovprisning til Gud. Store, gamle, smukke ord, som handler om, at vi bliver genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Netop denne lovprisning lyder også ved begravelser i kirken. Død og liv bindes på den måde sammen i ordene om det kristne håb.

Der er mange symboler og tegn knyttet til dåben. Ikke mindst korset, som tegnes i luften over barnets ansigt og bryst som vidnesbyrd om, at det lille er Guds barn. Og selvfølgelig vandet, som er tegn på, at al ondskab og selv døden vaskes bort af barnets kommende liv, så den døbte kan stå som Guds menneske – ren og perfekt i Guds øjne.

Et kristent liv skal leves i næstekærlighed og med ansvar for mennesker og verden, og her står vi aldrig rene og perfekte. Men af Gud er vi elskede, uanset hvad vi finder på at gøre i det liv, vi har fået. Og det gælder til evig tid.

Til sidst lægger præsten hånden på barnets hoved, velsigner det og beder Fadervor sammen med hele menigheden.

Jesus siger: Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres! Hvad enten man er lille, stor, ung, voksen eller gammel, om man har stort dåbsfølge og fest, eller man holder det lille og enkelt, så er det den samme dåb, og budskabet er ens hver gang: I dåben hører vi, at vi er Guds børn, og at han er med os alle dage indtil verdens ende. Det er altså de helt store ord med den helt store betydning, der er på spil i kirken, når vi bærer det lille barn – eller selv går – hen til Gud i dåben. Og han tager imod og lover, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Det er smukt og bevægende hver gang!